Italien er verdens største vinproducent! Som samtaleemne må både fodbold, pasta og mode se sig overtrumfet af vin, som for Italienerne er indbegrebet af historie, kultur og god smag. Vin er altid på italienernes læber, og til ethvert umbrisk måltid hører naturligvis vin.
For selvom umbrisk vin tidligere var ganske ukendt for de fleste, så er situationen ved at ændre sig – og området er godt på vej til at blive kendt for sine fremragende vine.
Fakta er, at Umbrien har meget gunstige vækstbetingelser for produktionen af vin, og er begavet med en vinhistorie, der rækker helt tilbage til oldtiden. Men det er især regionens hvidvine, fremstillet på Grechetto-druer, der indtil nu har nydt anerkendelse og popularitet, ikke bare i Italien, men også mange andre steder i verden. Hvidvin udgør cirka 60 procent af al vin fremstillet i Umbrien. Men regionens rødvine er på vej frem, ikke mindst takket være mærker som Colpetrone, Arnoldo Caprai, Anronelli, Bea og Tabarrini, der har taget kampen op med de fremragende umbriske hvidvine.
En dygtig og pligtopfyldende tilgang til det at producere vin er en del af Umbrias vinidentitet. Mens Toscana og andre nærliggende regioner udmærker sig i volumenproduktion, tilbyder Umbrien et rigt udvalg af druesorter, vinstile og prisklasser. Det er en således en forsigtig og fokuseret ny vinregion, der forsøger at skabe vine til enhver smag.
Indtil for kort tid siden var Montefalco en af disse ukendte vinproducerende byer. Den er kun én blandt mange små søde umbriske byer, og selvom store forfattere som Hermann Hesse og Gabriele d’Annunzio allerede i 1900-tallets begyndelse lovpriste byen, så forblev den en overset lille by for langt de fleste. Sådan er det ikke længere.
Vi kan anbefale et besøg på vingården Signæ i udkanten af Montefalco. Stedet ejes af brødrene Cesarini og Sartori, som efter en lang karriere i Italiens el-industri for mere end ti år siden overtog vingården. De to brødre har automatiseret og moderniseret Signæ på en sådan måde, at mange i dag mener, at det er en af Europas mest moderne vingårde med styr på alle processerne.
Signæs håndplukkede og håndsorterede druer har vundet flere priser – noget, der for få år siden var totalt uhørt for en vingård i Umbrien. Men de frodige marker sammen med de udmærkede druer gør, at vinene i området nu for alvor begynder at konkurrere med Italiens absolutte topvine.



