De fleste kender Italien fra ferier med sol, pasta og rødvin. Men som dansk jæger har man også mulighed for – med den rette forberedelse og ditto kontakter – at deltage i en italiensk vildsvinejagt.
Klokken nærmer sig 8.30, og tågen ligger endnu som et blødt tæppe i enkelte af de dybeste dale, da de 26 jægere, der skal med på dagens drivjagt én efter én begynder at indfinde sig.
Vi befinder os midt i Italien i den naturrige, bakkede region Umbrien, der også er kendt som Italiens grønne hjerte. Her mellem bakker og dale, klipper og træer, hvor naturen gennem tiderne har været hård at overleve i for bønder og menigmand, samles vi på en bred grusvej. 22 af de 26 mænd er medlemmer af det lokale konsortium, der har i al evighed har jagtretten i dette område. En ret, der oven i købet overstiger de grundejere, der gennem årene har købt jorde her. Retten blev nemlig givet til konsortiet tilbage i middelalderen – som en slags kompensation fra den residerende herremand til de folk, der dengang boede i området og arbejdede på hans jorde – men intet ejede selv. En ret, der giver lige netop dette korsortium retten til at jage overalt i dette område – selv henover andres marker og jorde.
En ægteskabsredder
Jægerne, hvoraf den ældste er 92, og den yngste netop er fyldt 30, går i sæsonen på jagt hele tre gange om ugen. Og de er af sted det meste af dagen. Som 82-årige Antonio med et bredt tandløst smil konstaterer, så holder det både mænd og kvinder i området glade; mændene fordi de får lov til at være sammen med deres kammerater, og kvinderne fordi de slipper for deres mænd. ”En sandt ægteskabsredder,” konstaterer Antonio og tilføjer, at netop kammeratskabet og roen primært er det, han deltager for. For som han siger; ”Jeg har sådan set skudt vildsvin nok i mit liv.”
Netop roen og den afslappede stemning gør også, at ingen har travlt med at komme af sted. Alle har god tid. Til at snakke med hinanden. Tale om sidste jagt. Spørge til venner og familie. Og mens alle lige så stille indfinder sig, bliver dagens parpadella dolce delt ud af en lettere rødkindet jæger. Parpadella dolce er det stedlige slang for ”misset skud” – og bliver i sagens natur uddelt af den eller de jægere, der ved sidste jagt løsnede skud uden at ramme vildtet. ”Il capitano”, der i den virkelige verden hedder Giancarlo Polito, er stjernekok og indehaver af en af den nærliggende landsbys bedste restauranter, får en del venskabelige dask og jokes med på vejen efterhånden, som han deler dagens parpardelle dolce rundt.
En lille time senere – da alle pladser til dagens jagt er blevet fordelt, bliver vi sat af på vores post med klare formaninger om, i hvilken retning der må og ikke må skydes. Sikkerheden har høj prioritet! Her er ingen revolver-attitude, og man kan utvivlsomt føle sig i sikre hænder – også selvom man ikke taler flydende italiensk.
Ulve og hædersmænd
Vi er i den nordlige del af Umbrien – godt 50 kilometer fra grænsen til Toscana. Et smukt område af Italiens grønne hjerte, hvor jagt, livsglæde og mad tydeligvis går op i en højere enhed. Formiddagens jagt med udsigt ud over et unikt landskab med klipper, skovklædte bjergsider og rislende bække ender desværre uden løsnet skud – og det til trods for, at de 12 hunde med bjælder og gøen gjorde deres bedste for at jage vildt frem mod vore positioner. Flere gange fik hundene da også opsporet vildt – det kunne man tydeligt høre på deres intense gøen – men alle gange var det råvildt, der kom løbende forbi, og da sæsonen endnu ikke er gået ind på dem, slap de alle uskadt gennem linjen af jægerne. Her er alle hædersmænd – og ingen kunne drømme om at nedlægge noget, der ikke er tilladt. End ikke de stadig flere ulve, der er i området, fortæller Giancarlo Polito, da vi er på vej tilbage til den store fællefrokost.
”Vi bryder os ikke om ulvene. De tager vildtet, er farlige for dem, der samler svampe, og der er de senere år kommet for mange ulve her. Men de er fredet, så hvad kan vi gøre?! spørger han med en lidt frustreret gestikuleren og et italiensk skuldertræk, der ikke efterlader tvivl om, at dette går både ham og andre på.
Tilbage ved grusvejen er flere af de andre jægere i gang med at forberede dagens frokost. Der er tændt bål, blevet opstillet borde og stole, og en efter en bringer jægerne deres bidrag til frokosten frem. Nogle har pastaretter med, andre kød og atter andre brød, ost og pølser. Alt fremstillet af små lokale producenter, selvsagt. Nå jo, også rødvinen selvfølgelig. Den er også med. De fleste får et glas eller to – men så heller ikke mere. Sikkerhed og alkohol under jagten passer ikke godt sammen, forklarer konsortiets præsident Francesco Grassini.
La Dolce Vita
Også frokosten er præget af både god tid og god stemning. En del af jægerne nævner, at de kunne dufte den umiskendelige lugt af vildsvin derude. ”Den går man ikke fejl af,” lyder det fra flere.
Efter maden, lidt mere kage og en kop god stærk kaffe, der får en til at tænke på La Dolce Vita er det tid til dagens anden etape.
Eftermiddagsdrevet foregår på den anden side af bjerget, ved siden af en lavendelmark, og posten er god, får vi at vide, da vi bliver sat af.
Allerede en halv time inde i drevet, kan vi høre, at hundenes gøen er gået op i intensitet! De halser højere og højere – med retning mod vores post.
Pludselig lyder der to høje smæld – lige efter hinanden. Vi kigger på hinanden og nikker. Og ganske rigtigt kort tid efter lyder det over walkie-talkien, at en af de andre jægere har haft ram på ikke kun et, men hele to vildsvin. Ikke dårligt, og over radioen flyder det da også ind med lykønskninger til ham.
Resten af eftermiddagen gav ikke yderligere, kunne vi konstatere, da alle samledes ved gruppens slagteplads, hvor alt vildt brækkes og parteres groft inden det bliver hængt op til modning og låst inde i et flisedækket aflukket på stedet. Ligesom de andre vildsvin fra efterårets jagter. Her hænger intet ude – ellers tager ulvene det.
Dagens jagt afsluttes med et lille glas grappa eller rødvin, alt efter smag og behag. Efter godt syv timer ude er både mænd og hunde trætte. Men de ses snart igen. For så længe jagten på vildsvin er tilladt, mødes de tre gange i ugen.
Fakta om jagter i Italien
Tirsdage og fredage må man ikke jage i Italien. Det gælder hele landet.
Til en drivjagt i Umbrien skal der deltage mindst 20 jægere, og alle skal bære røde/orange veste og hovedbeklædning.
Alle jagtdeltagere registreres, før jagten går i gang, og udbyttet ligeså med tags, straks det er nedlagt. Sidst men ikke mindst skal de centrale forvaltningsmyndigheder have tilsendt et stykke af det nedlagte dyr.
Jagten er overvejet, reguleret og udført af anstændige og forstandige jægere, der i det store og hele minder meget om det, man kan opleve på danske jagter.