Noget af det, der har fascineret vores familie allermest ved at være i Italien, er det enorme sammenhold, man finder hernede.

Familiesammenholdet er meget stærkt; ofte bor flere generationer under samme tag, og ingen herned forventer, at staten overtager ansvaret, hvis et familiemedlem eller en nabo bliver syg. Man hjælper og støtter med den største selvfølge familiens ældre.

I de små landsbyer kender alle hinanden. Og man følger levende med i de andres liv – på godt og ondt. For hemmeligheder er ikke nemme at bevare i et sådan samfund – og så snart én har hørt en nyhed om dette eller hint, ja så går der ikke lang tid, før hele byen ved det.

Dette oplevede vi selv, da vi fortalte de første, at vi efter sommerferie skulle flytte ind i centrum af Montone. Fra den første hørte det – og indtil alle vidste det, gik der end ikke et døgn! Men som en af byens ældre mænd så fint forklarede det; Montone er en lille by – og her ved vi alt, inden det er sket.

Det gode ved et sådan tæt netværk er, at gamle og syge, der ikke har børn til at hjælpe sig, bliver plejet af nabokonerne, som bringer mad, køber ind og i det hele tager sig af dem. Og har en af byens indbyggere ikke vist sig i to dage, vil flere af de øvrige beboere opsøge vedkommende for at finde ud af, om det er noget galt. Således oplevede en af vores nye veninder, hollandske Cornelle at blive banket febersyg ud af sengen, da hun i et par dage ikke havde vist sig på byens piazza. Man ville simpelthen sikre sig, at hun var ok, så med løbende næse og feberhede kinder måtte Cornelle flere gange åbne døren for velmenende, bekymrede montonesere, der ville tjekke op på hende.
Denne meget sympatiske tilgang til ens næste – denne oprigtige kæren sig og oprigtige bekymren om andre, er ærketypisk italiensk.

Det samme er niveauet af deltagelse, når en af de utallige sagre – festivaler af alle mulige slags – løber af stablen. Her støtter om ikke hele byen, så i hvert fald hovedparten af indbyggerne op og hjælper til. At være med både i forberedelserne og selve udførelsen er for nogle endog så vigtigt, at de ligefrem bruger en del af deres ferie på at rejse hjem til deres barndomsby fra den storby de af uddannelses- eller arbejdsmæssige årsager er flyttet til. Opbakningen er ganske enkelt enorm.
I Montone havde vi ved dette års Santa Spina flere end 200 montonesere, der deltog i det store optog, hertil kommer alle de, der hjalp til i kulissen med at lave mad, forberede teaterstykker, løse logistiske opgaver og meget, meget andet.

Som nordeuropæer fra en mellemstor provinsby, hvor det dårligt kan lade sig gøre at få samlet folk til en lille gadefest, er det imponerende og en smule misundelsesvækkende at være vidne til.