At flytte til et andet land – omend kun for knap et år – er spændende, udfordrende, lærerigt og en lille smule skræmmende.

Lad det bare være sagt med det samme; det var faktisk noget sværere at pakke huset ned og sige farvel til gode venner, end i hvert fald jeg havde regnet med. Godt nok er vores lille italienske eventyr kun sat til at vare i et år – og vi har bibeholdt hovedforbindelsen til Danmark – men ikke desto mindre var det med et sug i maven og en lille tårer i den inderste øjenkrog, at vi i slutningen af juni satte os ind i Touranen og satte kursen sydpå mod Montone i Italiens grønne hjerte, Umbrien.

Nu, hvor vi er “landet” og så småt er ved at finde vores nye fødder at stå på, er savnet selvsagt mindsket betydeligt, selvom der stadig sendes uanede mængder af sms’er og beskeder via messenger til de mennesker vi  holder af – og hvis meninger man ind i mellem pludselig står og mangler om det ene eller andet.

I skrivende stund har vi været hernede i fem uger. Tiden står derfor stadig en smule i ferie-mode og der er rigelig tid til at sole sig, svømme i poolen og gøre som alle andre turister, der besøger støvlelandet; nyde maden, vinen, seværdighederne og naturen, der her i Montone primært består af bjerge og bakker, vinmarker og olivenlunde og større insekter end dem vi er vant til på vores mere nordlige breddegrader.

Én ting har vi dog prioriteret fra næste første dag; og det er at lære at tale italiensk – og uden at kunne sproget vil vi aldrig kunne komme tæt nok på vores nye “naboer” til for alvor at lære dem rigtigt at kende.

På ægte italiensk manér – for sådan sker tingene ofte hernede – opstod mødet med vores italiensklærer, en yngre mand ved navn Francesco Candelori lettere tilfældigt. en aften vi sad på piazzaen faldt vi i snak med et ældre engelsk ægtepar, hvis datter bor i byen. Vi fik spurgt dem lidt ind til, hvordan deres datter havde lært italiensk hernede, og hurtigere end vi kunne nå at sige “cappucino” havde de udstyret os med datterens mobilnummer og en besked om, at hendes kæreste sagtens kunne lære os at tale italiensk, vi skulle bare kontakte ham. Og det gjorde vi selvfølgelig. Så nu får vi hver uge tre “lezioni in italiano” – enten hjemme hos os, ude i byen eller hjemme hos Francesco og hans engelske kæreste.