Der findes ikke en by, ikke landsby, end ikke den mindste flække i Italien, der ikke har mindst én festival om året. Faktisk har de fleste langt flere!
Overalt i Italien fejrer man kastanjen, trøflen, vinen, Jomfru Maria, den Hellige Frans, Italiens sammenlægning, chokoladen (!), en gammel krigshelt, alt mellem himmel og jord.

Man hiver tre, fem ja sågar otte dage ud af kalenderen og bruger dem til at vise omverdenen, at her er en ting, vi er stolte af eller glade for – og så fejrer man den på livet løs. Sådan ser det i hvert fald ud for den udefrakommende.

I bund og grund er forklaringen bag de utallige festivaler simpel; for italienerne handler det om at fastholde traditioner, sammenhold og identitet. Og skulle nogen have fået den ide, at man gør det for turisternes skyld, så kan de roligt tro om. For godt nok er turister velkomne til dagene med musik, optræden, parader, boder og interne kampe mellem bydele – men al virakken handler på ingen måde om at underholde turister – i hvert fald kun yderst sjældent som eksempelvis chokoladefestivalen i Perugia, der nok må siges at have et fokus, der er en kende turistet!

I øvrigt er flere af festivalerne (eller sagre og festa som de kaldes hernede) ældgamle; nogle har flere hundrede år på bagen. I Montone, hvor vi bor, har man efter sigende afholdt Santa Spinna siden 1473(!), og selvom Santa Spinna muligvis hører til blandt Italiens ældste fejringer, kan man finde sådanne eksempler overalt i Italien, specielt dem med mere religiøst islæt.

Men også fejringen af forskellige madvarer, af høsten, forårets komme og lignende har rødder langt tilbage i tiden, og vidner om, at livet i Støvlelandet ikke altid har været lige let – og at man derfor havde grund til at fejre det, når eksempelvis høsten – og dermed familiernes overlevelse – var i hus.

I virkeligheden har vi jo også haft lignende fester i de fleste andre lande op gennem tiden; høstfester, fester for solen, lyset, religiøse begivenheder og frugtbarheden. Alt sammen for at takke heldet eller de højere magter for dette eller hint. Forskellen mellem alle os andre og italienerne er sådan set på dette område kun, at hvor vi har opgivet og forladt alle traditionerne i en travl og stresset hverdag, hvor det at kigge bagud og lære af fortiden tilsyneladende er blevet unødvendigt – ja så har man hernede i det sydlige Europa holdt fast i traditionerne. Man husker fortiden – og på nogle områder endog udvidet antallet af begivenheder, man ønsker at markere – og man er på ingen måde gået ned i kadence.

For at planlægge og afholde alle disse sagre og festa er et kæmpe arbejde. Ofte involverer det flere hundrede mennesker undervejs – og selvom planlægning ikke altid synes at være italienernes spidskompetence, så starter man faktisk ofte planlægningen af de helt store festivaler mange måneder før begivenheden løber af stablen. I de sene efterårsmåneder, når bladene er faldet af træerne rundt omkring i de bløde bakker og dale, så rykker italienerne sammen omkring bordet og starter planlægningen af forårets og sommerens kommende festivaler.

At det så kan være umådeligt svært at finde informationer om hovedparten af festivalerne (og det gælder såmænd både hvad angår datoer og program) er en helt anden sag. Det skyldes en blanding af italienernes manglende tro på reklame, manglende forståelse for internettets egenskaber og en manglende interesse i at sprede budskabet ud til en større gruppe end kun de nærmeste.

Heldigvis for turister er alle festivalerne tilbagevendende begivenheder, der oftest afholdes på samme tidspunkt hvert eneste år (første uge i juni eller sidste weekend i august ect.), så selvom man muligvis ikke kan finde årets program, så kan man (måske) være heldig at finde programmet fra sidste år, når man googler lidt efter det.