Da Federico Fellini i 1960 instruerede “La dolce vita”, var det med garanti ikke med umbrerne som inspirationskilde. For umbrernes hverdag er generelt langt fra det excentriske, dekadente Rom, som Fellini beskriver i filmen, hvor den barmfagre Anita Ekberg blev verdenskendt, da hun badede i trevi-fontænen i Rom.
Umbrernes hverdag er i allerhøjeste grad præget af et arbejdsliv, der på ingen måde kan beskrives som “dolce”. Tvært om.
De fleste indbyggere står tidligt op for at komme i gang, inden solen for alvor griber fat i regionen med et solidt, hedt tag. Specielt ude på landet (og det er der altså mest af hernede) går man tidligt i gang med dagens pligter, der udover et eventuelt arbejde i en af regionens større eller mindre virksomheder, også indbefatter dyrkning af egne afgrøder til brug i den daglige husholdning. Det er således helt normalt, at en familie (ofte bestående af flere generationer under samme tag) dyrker både tomater, squash, auberginer, løg og diverse andre grøntsager. Og selvom den umbriske jord er noget af den mest frugtbare i hele Italien, giver den bestemt ikke noget væk.
Jorden er leret, hård og kræver periodevisdaglig vanding, hvis afgrøderne ikke skal ende med at krølle sig sammen til deforme, indtørrede gevækster uden chance for at bidrage til familiernes middagsborde.
Umbrerne brokker sig dog ikke – i hvert fald ikke over arbejdet. Det er så noget andet med det høje italienske skattetryk, mistanker om korrupte politikere, favoritfodboldholdets seneste nederlag eller andre af de mange emner, der optager den almindelige italiener.
Umbrerne er et flittigt flok. Regionen blev som så mange andre områder i Europa også ramt, da krisen pludselig vendte op og ned på hele verdensøkonomien i slutningen af 00’erne – men i og med umbrerne aldrig sådan rigtigt havde været en del af opsvinget, var konsekvenserne heller ikke så store, som i andre dele af Italien eller den øvrige verden.
Umbrerne er nøjsomme folk. Og så er de hjælpsomme og åbne overfor både hinanden og fremmede. I hvert fald indtil modparten skuffer eller snyder dem – så er de som alle andre italienere utilbøjelige til at tilgive. “Forgive and forget” er ikke et ordsprog, der har vundet indpas her – i hvert fald ikke i vores del af Umbrien. Her kan man blandt andet høre historien om en mand, der købte et stort grundstykke med det formål at lave et stutteri med araberheste. For at få tilladelse hertil måtte han love at restaurere en forfalden kirke, der ligger på grunden – og det indvilligede han beredvilligt i. I dag – fem år senere – er kirken til flere af de lokale store utilfredshed – stadig ikke blevet lavet – og manden er ikke utvivlsomt ikke blandt de mest populære i området. Måske derfor han ikke selv bor på grunden?
Når mørket falder på, og temperaturen i hvert fald om sommeren daler ned på behagelige 23-24 grader, mærker man dog intet til umbriernes hårde liv.
For på dette tidspunkt af døgnet er det som om, alle vågner op. Man mødes på piazza’er, i lokale trattoria’er, på osteria’er og cafeer. Spiser aftensmad, drikker vino rosso eller indleder aftenen med en kølig, orange Spritze. Stemmerne stiger i styrke, latter fylder gader og stræder, hvor børn (der set med danske øjne forlængst burde ligge i deres senge og drømme søde drømme) leger tagfat, spiller bold eller leger soldater, mens tusinder stjerner blinker på nattehimlen.