At kunne sproget i det land, man bor i, er alpha omega. Ikke mindst når man som os bor et sted, hvor kun de færreste taler engelsk.

Samtidig har vi også erfaret, at alene det at vi prøver at lære sproget, har givet anerkendelse og respekt fra de lokale. De smiler måske en anelse, når vi sidder på cafeen og prøver at bøje avere (at have) for 12. gang – og stadig fejler. Men at vi gør en indsats, forsøger at rulle på r’ene, forstå hvordan i alverden italienerne kan klare sig med kun 21 bogstaver og lærer at høre forskel på “cane” og “carne” (hund og kød), og at vi efterfølgende nærmest overfalder dem, når vi skal prøve at bruge det, vi har lært, ja det giver i hvert flere smil og buongiorno’s end før.
Derudover har de fleste i vores lille famiglia fået nye navne – ikke officielt selv sagt, men i relation til de nye mennesker, vi møder hernede, der ikke har helt let ved at udtale vores danske navne. Benjamin er blevet til Bengamino (da “g” ikke findes i det italienske alfabet). Alexander er blevet til Alessandro, Michael er blevet til Michele, og Lene er forvandlet til Elena. Kun Natacha har beholdt sit dåbsnavn, da det er let for en italiener at udtale. Vores efternavn “Brøndum” er blevet til Brondi, og størst er ændringen i navnet på Natachas hest, Gørklintgårds Midé, der hernede udelukkende går under navnet “Principessa”, da de danske ø’er og å’er bragte ikke blot smil, men decideret latter frem hos de af de lokale ridepiger, der af høflighed prøvede at udtale det.

I det hele taget er det at prøve at ændre og tilpasse sig til det land, man lever i, noget vi er meget opmærksomme på. Her er det pludselig “os” der er “dem” – de andre, som ikke passer helt ind, og som bliver kigget efter, når vi kommer ind på en lokal cafe for at få en kop morgenkaffe. Følelsen af at være “de andre” er dybest set nok meget sund at prøve, når verden er blevet så lille, som den jo reelt er. I en tid hvor migrering og flygtningestrømme  får betydning for befolkningssammensætningen i den vestlige verden, er det i hvert fald ikke skadelig at kunne sætte sig bare en smule ind i, hvordan det føles at stå i et fremmed land og ikke kunne kommunikere ret godt. Vores situation er selvfølgelig langt fra sammenlignelig med en flygtningefamilie, og italienerne er ikke så forskellige fra os danskere, som mennesker andre steder i verden nok er, men stadig er der forskelle, som man er nødt til at lære. Det synes vi i hvert fald.

En del af vores undervisning går derfor også med at forstå, hvorfor italienerne gør, som de gør. Hvorfor siger nogle “salve”, når man møder dem, mens andre siger “ciao”? Hvordan kan det være, at en lille by med kun 1700 indbyggere kan lave flere arrangementer på et år end en stor, dansk provinsby, når de tydeligvis ikke gør det for turisterne? Hvorfor er hovedparten af alle butikker lukket fra 13 til 16 – pånær om mandagen, hvor ALT er lukket? Hvorfor får italienerne som hovedregel kun ét barn, når de tilsyneladende alle elsker børn? Hvorfor mangler toiletbrættet på mere end halvdelen af cafeerne? Og hvordan undgår man at fornærme samtlige opstalderne på rideskolen, når man selv griber en kost og fejer efter sig – noget alle andre tydeligvis uden blusel overlader til stalddrengene? Og hvornår er det i orden at tale om politik og polititiske emner (indtil videre er anbefalingen i øvrige klart “aldrig” – ikke engang selvom man med nordiske øje måtte finde en aktuel sag soleklar).

Det sjove er, at i takt med at vi løbende finder eller får svar på disse spørgsmål, står nye klar i kulissen, og sådan vil det formentligt blive ved. Det håber jeg. For kun sådan bliver vi klogere. Som forleden da vi kom til at spørge vores udlejer om historien bag det hus, vi bor i. Det førte ikke kun til en to timer lang italiensk forklaring om stolthed ved håndværk og korrekt restaurering, men også til en snak om det høje italienske skattetryk, om traditioner og familiebånd til bestemte egne og huse – men også til en tur i køkkenet, hvor Signore Menotti stod i køkkenet (!) og lige benyttede lejligheden til at vise os, hvordan man laver hans yndlingsgrøntsager, de små runde squash, der bliver udhulet, flydt med en blanding af eget frugtkød og tomater med olie, salt og en anelse peber og derefter skal tilbringe knap en halv time i ovnen. En let og meget lækker ret, som vi selvfølgelig efterfølgende har kreeret i vores eget køkken.