Havde nogen spurgt mig før vores afrejse til Italien, om jeg ville være tryg ved at overlade min bil til en italiensk mekaniker, havde jeg nok i bedste fald rystet en kende på hovedet, mens mit ansigt havde trukket sig sammen i en blanding af ”hvad tror du selv” og smertelignende folder. Nu – efter fire besøg hos på det lokale autoriserede Volkswagen-værksted – må jeg dog erkende, at alle mine fordomme er gjort til skamme – selvom jeg er efterhånden temmelig træt af den gamle touran!

Første gang vi måtte ligge vejen (og vigtigst af alt; bilen) forbi et italiensk værksted var fire dage efter vores ankomst til Støvlelandet. Bagerste bremse havde åbenbart haft en hård tur ned fra Brennerpasset – og trængte i høj grad til at blive erstattet af nogle nye af slagsen. Med hjælp fra en god italiensk ven fik vi forklaret problemet til Signor Balducci, der efter lidt opslag på computeren og lidt kradsen i håret konstaterede, at ”Det bliver omkring 200 Euro for at skifte begge bremser i bag.”
Signor Balducci både tegnede, viste og fortalte i detaljer, hvad problemet var – og flere gange beklagede, at han ikke kunne gøre det billigere. Vi gav ham et ”go” og 15oo danske kroner og et par timer senere kunne jeg glad – og nu med friske bremser forlade værkstedet med en – skulle det vise sig – temmelig dumsmart bemærkning til min italienske ven, Matteo om, at der ville gå laaaaang tid, inden vi kom der igen.

Bååååååt!!

Kom aldrig med den slags bemærkninger! Det er nok noget nær den største karma-provokation, og den slags slipper man ikke af sted med.
Og vupti; der gik da heller ikke mere end 9 dage, før jeg igen måtte forbi signor Balbucci og hans raske lærlinge. Denne gang med et punkteret hjul! To timer og endnu engang kradsen i håret senere kunne jeg kører derfra med to nye michelin-dæk – endnu en gang 200 euro fattigere.
Selv om der begyndte at tegne sig et mønster, må det dog bemærkes, at prisen hjemme i Dk på et tilsvarende autoriseret værksted ville have været en ganske anden. Og hverken jeg eller den øvrige del af familien var på noget tidspunkt i tvivl om, at signor Balducci vidste, hvad han havde med at gøre – og på ingen måde lavede noget, der var overflødigt!

Tredje gang vi måtte forbi Balducci’s efterhånden velkendte lokaler, var ca. 14 dage senere. Denne gang med hjælp fra en stor lastbil fra SOS autohjælp….! På en parkeringsplads en kende ude i ingenting måtte min datter og jeg erkende, at det skrald der lød, da vi bakkede bilen ud, nok ikke var godt – og efter kort overvejelse måtte vi kapitulere og ringe efter hjælp.
FEM timer senere (svarende til en god italiensk halv time) kom vores nye bedste ven, Giacomo med sin autotransport. Egentlig havde han fået besked på at køre os til nærmeste værksted – men ved hjælp af fagter og insisterende gloser fik jeg forklaret Giacomo, at vi ville køres til signor Balduccis værksted – uagtet at det lå noget længere væk. Det viste sig, at Giacomo kendte vores mekaniker ganske udmærket – og med et ”tumbs up” kørte vi derfor i modsatte retning – til den mand i Italien, der efterhånden kender vores bil allerbedst.

Desværre ankom vi lige efter lukketid lørdag – oven i købet lige op til ferragosto. For dem, der ikke ved, hvad Ferragosto er, kan dette indlæg anbefales, for alle andre kan jeg blot konstatere, at den italienske helligdag betød, at der først var nogen, der så på bilen den følgende torsdag!!!
Ferragosto til trods var Balducci hurtig, da værkstedet først genåbnede – og dagen efter kunne vi hente bilen, få den sædvanlige forklaring med fagter, computertegninger mm, betale de – ja rigtigt gættet 200 Euro – og køre ud på de umbriske bumle-veje endnu en gang.

Fjerde gang bilen har været sendt til aflastning hos Balducci er i skrivende stund. Affjedringen i for har tilsyneladende opgivet ævret – og det kan der desværre ikke ændres på. Det skal ordnes – for Umbrien uden køretøj er som en slikbutik uden penge; ikke sjovt særligt længe ad gange.
Jeg har netop talt med Signor Balducci i telefonen. Denne gang er det ikke et spørgsmål om timer. Heller ej desværre 200 Euro. Til gengæld ville han gerne have at vi kom forbi, så han kunne vise os skaden. Vi takkede nej – og bad ham gå i gang med at reparere dyret. I fuld fortrøstning om at med 256.000 km på bagen var skaden nok også sket hjemme i Dk – og der havde prisen for timeløn og reservedele været noget højere. Og nu har vi lært, at når vi forlader signor Balduccis værksted, så siger vi pænt ”på gensyn” mens vi krydser fingre for, at det ikke bliver alt for snart.